Forside Nyheder Nyhedsoversigt Pavillonløsning til NCC med 190 centimeter niveauforskel

Pavillonløsning til NCC med 190 centimeter niveauforskel

Hvor placerer man 800m2 midlertidig pavillonbyggeri på en trang Vesterfælledvej? Flere muligheder var i spil, men en lille have bag den gamle Carlsberg-bygning blev løsningen – også selvom det krævede en helt speciel sokkel for at få pavillonerne i vater.

Som led i udbygningen af Carlsberg Byen skal der bygges professionshøjskole, restauranter og butikker i området vest for Vesterfælledvej. I den forbindelse blev entrepriseleder Kåre Lindberg fra Ramirent kontaktet af Ole Petersen, entreprisechef fra NCC Construction. Han ville gerne have et bud på en pavillonløsning til NCC´s byggefolk, som skulle styre projektet.

Hestesko i gammel have
-Vi kender Ole Petersen rigtig godt og har ofte hjulpet hinanden. Så da han spurgte, om vi kunne hjælpe med en pavillonløsning til Vesterfælledvej, kørte vores overmontør Bjarne Henriksen fra Ramirent Solution og jeg ud og kiggede på opgaven, fortæller Kåre Lindberg. Det viste sig at være lidt problematisk at finde en optimal placering. På grund af den trange plads ønskede NCC først at få pavillonen sat op på taget af en eksisterende bygning. Det ville dog kræve, at hele taget blev understøttet – og dermed ville løsningen blive alt for dyr.

-Næste forslag gik på at placere de 24 pavilloner i en smøge, som vi hurtigt kunne se var alt for lille. I stedet fandt vi en have bag den gamle Carlsberg bygning. Her kunne vi lige præcis få plads til det hele ved at stille pavillonerne i to etager i en hesteskoform. På den måde kom der et ordentligt lysindfald på begge etager, forklarer Bjarne Henriksen.

En skæv løsning blev rettet op
Da lokationen var på plads, gik det stærkt med at få slæbt pavillonerne ind i haven med et af NCC´s bæltekøretøjer. Et af kravene fra byggeledelsen var, at produktionen på byggepladsen ikke måtte stå stille. -Derfor blev vi nødt til at stille pavillonerne op fredag eftermiddag og samle dem i weekenden. Det var dog ikke bare lige til at stille dem op. På grund af den store niveauforskel måtte vi klodse pavillonerne op med jernplader, stabilgrus og træ, så vi i stedet for en traditionel sokkel på 30 centimeter, endte med en sokkelhøjde på 190 centimeter, fortæller montør Kim Duelund Lindberg. Sammen med fem andre kolleger fik han i løbet af weekenden monteret alle 24 pavilloner i to etager – og i vater!

Et godt netværk betyder alt
Herefter havde Ramirent en uge til at gøre pavillonerne indflytningsklar, hvor der skulle monteres kantine, møderum, toiletter, trapper, reposer samt etableres el, vand og kloak. -Heldigvis har Bjarne et rigtig godt netværk af underentreprenører, som vi kan trække på. Når de træder til, ved vi, at der er styr på tingene, fortæller Kåre Lindberg. Derfor kunne Ramirent med ro i maven aflevere nøglen til NCC´s byggeledelse, som dagen efter kunne sætte sig til rette i de nye kontolokaler sammen med Rambøll, der har fået ti kontorpladser på førstesalen.

-Det er et flot stykke arbejde, alle har leveret; fra tømrer til elektriker, maler og rengøringsfolk. Uden den fælles indsats havde det været svært at få et tidspresset projekt til at glide så fint. Og vi fik leveret en løsning til aftalt tid og til den rigtige pris, siger Ole Petersen fra NCC, som er godt til tilfreds med de gode lokaler til at styre byggeprocessen i .

FOR YDERLIGERE INFORMATION

Kontakt André Bakke, Salg- & Marketingchef i Ramirent på tlf.: +45 43 97 24 12 / andre.bakke@ramirent.dk